Den gode overlevering – job exit
Den gode overlevering – Job Exit
Den gode overlevering når du forlader et job. Ja, hvad er det egentlig? Da jeg var ungarbejder havde man bare sin sidste vagt, lagde sine t-shirts og hvad man ellers havde fået udleveret og så var det dét. Måske fik man lige chefen til at skrive et par sætninger om hvor flink og serviceminded man havde været.
Men når du er i et job der kræver lidt mere overlevering, kan det være en rigtig god idé at have styr på, hvad der skal ske inden din job exit.
Jeg har ikke oplevet ret mange jobskift der krævede det, men har alligevel samlet nogle erfaringer. Også på baggrund af kollegaers mere eller mindre planlagte forsvinden over årene. (Sygemeldinger, opsagte stillinger etc.).
Så her er min lille guide til den gode overlevering til når du forlader dit job.
Husk, der kan selvfølgelig altid tilføjes mere og du kan rette til som det passer dig og din situation. Der er også mange der deler en omgang morgenbrød, kage eller lignende med deres nærmeste kollegaer, når de har sidste dag. Det giver ofte lidt lettere stemning og man får sagt ordentligt farvel.
(Scroll længere ned for et kort overblik af listen).
Status på opgaver
Når du forlader en arbejdsplads kan du have mere eller mindre komplicerede opgaver. Nogle af dem er du lige gået i gang med, andre er på vej til at blive afviklet og så er der bunken i midten. Det er super god stil at lave en oversigt over hvor i “rejsen” hver opgave befinder sig, inden du går. Så ved dine kollegaer/din efterfølger, nøjagtig hvor de skal starte.
Rent Bord
Jeg laver ofte en “monthly reset” både i privaten og på arbejde. Det er ting der er gode at gøre en gang om måneden, så alt er opdateret og klar til en ny måned. Det kan fx være at tømme rodeskuffen, lave timeseddel og tømme indbakken. Det kan også være du skal opdatere et intranet eller noget andet. Uanset hvornår du stopper på arbejde, kan det give dig ro at gøre en sidste gang inden din exit.
Værsgo’ og vejledninger
Hvis du vil være lidt ekstra sød og serviceminded eller allerede har en idé om det, kan du efterlade dit ca. timeforbrug pr. opgave. Det kan være meget rart for en efterfølger at vide om et projekt er 10-20 eller 50 timer værd. Derudover vil det være god stil hvis mail- og dokument skabeloner også er en del af overleveringen, da det kan lette arbejdet meget. Ikke bare for den der overtager efter dig, men også for de andre i projektet.
Husk under alle omstændigheder at samle alle relevante links og log-in oplysninger (det er sandsynligvis din nærmeste leder der skal have dette). Så er du også fri for at blive kontaktet efterfølgende fordi ingen på kontoret kan huske dit første kæledyrs navn eller din mors barndomsgade.
En anden, ret god ting er at dele vejledninger til, hvordan man udfører bestemte rutineprægede opgaver hos virksomheden. Det er en del af den gode overlevering når du stopper et sted, at sikre sig at tingene fortsat kan udføres til mindst mulig gene for dem der skal overtage. I de fleste tilfælde kan du hurtigt nedfælde lidt guidelines på papir. Det kan bare være “Printeren i HR kontoret er bedst til A3 og Hannah skal altid have vegetar retter”. Men jo mere jo bedre (hvis du har tid).
Luk og Sluk
Så mangler du bare at samle alle dine bedste resultater og feedback, maile dem til din private mail og slette alt privat fra din arbejdscomputer hvis du har sådan en. Det samme gælder for evt. arbejdstelefon.
Så er det på med autosvaret og husk at inkludere hvor folk så kan fange dig i stedet. (Fx LinkedIn eller din private mail).
Tillykke! Så er det gjort og du kan gå hjem med god samvittighed.
Den korte gode overlevering – job exit mini guide
- [ ] Opgaver status og overblik
- [ ] 1 grundig monthly to do reset
- [ ] oversigt over anslået tidsforbrug pr. opgave
- [ ] log in oplysninger og links samlet
- [ ] autosvar på mails
- [ ] vejledninger til vante opgaver
- [ ] oversigt over mail skabeloner og dokument skabeloner videregives
- [ ] samle resultater og sende til egen mail